Førstehold

Michael Kryger ny assistenttræner

Esbjerg fB har ansat Michael Kryger som ny assistenttræner i stedet for Lars Vind, der fortsat vil varetage rollen som akademichef. Dermed er et stærkt team omkring cheftræner Roland Vrabec på plads.

44-årige Michael Kryger er fra dags dato ny assistenttræner i Esbjerg fB, hvor han vil indgå i teamet med Rafael van der Vaart og cheftræner Roland Vrabec. Lars Vind vil fortsat, som det har været planen, varetage jobbet som akademichef.

Jens Hammer Sørensen, adm. direktør i EfB, er glad for, det er faldet på plads med Kryger, der de seneste syv år har været i Hobro IK, og fremhæver særligt kendskabet til dansk fodbold som en vigtig faktor.

– Vi er glade for at have lavet en aftale med Michael Kryger, der udover at have den højeste træner-licens, også har et indgående kendskab til dansk topfodbold, hvilket har været et vigtigt parameter for os. Vi ser frem til at byde Michael velkommen i klubben, siger han.

Michael Kryger kommer til EfB, og glæder sig til at lære alle i klubben at kende og komme i gang på træningsbanen.

– Da jeg fik opkaldet, og blev forelagt muligheden for at blive en del af EfB, var jeg ikke i tvivl. Der er tale om en stor klub, og jeg glæder mig til at bidrage med de ting, jeg er god til, så vi i fællesskab forhåbentligt kan vinde mange kampe. Nu ser jeg frem til at lære alle i klubben at kende og trække i træningstøjet, fortæller han.

Kryger flytter til Esbjerg, og har første træning med holdet torsdag.

Fakta:
Navn:
Michael Kryger
Født: D. 26. september 1976
Tidligere klubber: Lystrup IF, Aarhus Fremad, Randers FC, Hobro IK

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo