Phun Mang skal prøvetræne i Karlsruher
Esbjerg fB har godkendt en forespørgsel fra den tyske klub Karlsruher SC, der ønsker at se offensivspilleren Phun Mang i træning og kamp de kommende uger.
17-årige Phun Mang skal fra mandag træne med i den tyske 2. Bundesligaklub Karlsruher SC, som har henvendt sig til Esbjerg fB med henblik på at se nærmere på den offensive spiller. Mang skal under opholdet også være med i tre træningskampe.
Talentchef Anders Brynaa forklarer, hvorfor EfB har imødekommet henvendelsen:
– Da vi blev kontaktet af Karlsruher, satte vi os sammen med Phun Mang og hans bagland og talte muligheden godt igennem. Vi blev hurtigt enige om, at det for alle parter ville give god mening at takke ja – også med tanke på den lange vinterpause vi lige har taget hul på på både senior- og ungdomsniveau. Og for EfB viser det endnu engang, at vores talenter er attraktive for udenlandske klubber, og det skyldes ikke mindst godt arbejde fra trænerne i dagligdagen, men for Phun er det også en unik chance for at se, hvad der skal til for at klare sig på øverste niveau i en stor, respekteret klub. Vi glæder os til at følge forløbet.
Planen er, at Phun Mang, der kom til EfB i 2019 fra bornholmske Rønne IK, skal træne med hos Karlsruher frem til og med d. 16. december.