Førstehold

Sancheev Manoharan er ny cheftræner i Esbjerg fB

Esbjerg fB kan præsentere Sancheev Manoharan som ny cheftræner på en tre-årig aftale frem til 2028, og den 38-årige dansker leder holdet på træningsbanen allerede mandag, hvor forberedelserne til den kommende sæson begynder.

Sancheev Manoharan står fra mandag i spidsen for førsteholdet i Esbjerg fB som ny cheftræner, idet den 38-årige dansker netop har sat sin signatur på en aftale for de kommende tre sæsoner og dermed frem til sommeren 2028.

På trods af sin relativt unge alder kommer Manoharan til EfB med stor erfaring, og har senest været cheftræner for FK Haugesund i den bedste norske række, der er rangeret som den 11. stærkeste i Europa mod Superligaen på 16.-pladsen.

I Haugesund, hvor Manoharan samlet set har arbejdet de seneste tre og et halvt år, har han tilmed beskæftiget sig i rollen som Head of Coaching på akademiet, ligesom han før det gennem 10 år har været tilknyttet AGF som blandt andet U17- og U19-cheftræner, og derfor har et stort fokus på talentudvikling, hvilket er i tråd med EfB’s strategi.

Sportschef Sebastian Brydegaard fortæller, hvorfor valget er faldet på Sancheev Manoharan som ny cheftræner for EfB:

– Vi har i vores ansættelsesproces tilladt os at være meget dybdegående for at sikre den rette profil som cheftræner for EfB, og det har vi fået i Sancheev Manoharan, som vi er meget glade for at kunne byde velkommen i klubben.

– Sancheev Manoharan har dokumenterede resultater i at udvikle yngre spillere og bringe dem på seniorniveau, hvilket han har demonstreret i Eliteserien i Norge for Haugesund, der med en meget ung gennemsnitsalder formåede at sikre overlevelse i begge de foregående sæsoner trods svære betingelser.

– Samtidig har Sancheev Manoharan gennem hele forløbet imponeret med faglig indsigt, topprofessionalisme, tydelig ledelsesstil og helt klare idéer til videreudvikling af vores spillestil med høj intensitet og strukturel afklarethed via en metodisk og systematisk implementering på træningsbanen.

For Sancheev Manoharan, der er under uddannelse til højest, mulige UEFA Pro-licens, har projektet i EfB tiltalt ham, og han ser det som det perfekte match.

– Jeg er meget glad for at blive en del af EfB, og ser virkelig frem til at være med til at skrive det næste kapitel i klubbens projekt, som er ambitiøst på alle leder og kanter. Det har jeg virkelig mærket i de mange, gode snakke, jeg har haft med Sebastian Brydegaard og Allan L. Agerholm samt formandsskabet i EfB, og det flugter med mine tanker og ambitioner.

– Det står som et pejlemærke, at vi i de kommende år skal bygge videre på vores fundament og udvikle os sportsligt, og det skal blandt andet ske gennem en stærk præstationskultur. Det er altafgørende, at vi som klub og som hold stiller krav til hinanden hver dag med henblik på et højere formål om at skabe gode resultater.

– Nu og her handler det om at komme ind i dagligdagen og lære spillere, stab og øvrige mennesker at kende, men selvom jeg først officielt begynder dags dato, lander jeg ikke uforberedt. I processen, som har været grundig, har jeg haft tid til at sætte mig ind i mange aspekter, og jeg glæder mig over at være med fra første fløjt, fortæller EfB’s nye cheftræner.

Fakta:
Navn:
Sancheev Manoharan
Født:
D. 30. juli 1986
Tidligere klubber:
AGF, FK Haugesund