Førstehold

Sejr over Skive sikret i slutfasen

På Spar Nord Arena i Skive fik Esbjerg fB sikret en fortjent 2-1 sejr med et mål i slutminutterne fra den unge William Møller.

Cheftræner John Lammers havde foretaget flere ændringer i startopstillingen efter tre nederlag på stribe. Blandt andet fordi anfører Hagelskjær var ude med karantæne, havde EfB tre ændringer i forsvaret, hvor unge Daniel Anyembe tog anførerens plads på højre back.
De rødklædte Esbjergspillere kom energisk fra start på Spar Nord Arena. Det førte til et massivt tryk mod hjemmeholdets forsvar, hvor blandt andet Oti Essigba kom til afslutning. Den gode start gav også et par hjørnespark, hvor Budu Zivzivadze slutteligt kom til en hæderlig hovedstødsafslutning.
Omkring et kvarter var spillet da Oti blev sendt afsted bag gæsternes forsvar. Han trak mod den ene stolpe og sendte et hårdt og fladt indlæg ind foran, hvor det desværre var en Skive-fod der kom først på bolden. På det efterfølgende hjørnespark fik Austin to gode skudmuligheder, som dog begge blev blokeret.
Få minutter efter skete så det, der ikke måtte ske. Endnu et EfB hjørnespark blev afværget, og Skive fik en hurtig omstilling. En aflevering fra højre kant blev lagt lige ind i fødderne på den erfarne torjäger Thomas Dalgaard, der resolut hamrede bolden op i nettaget til 1-0.
Gæsterne overtog igen styringen og kun få minutter efter fik Austin da også testet Skive-keeperen Andreas Raahauge med et godt hovedstød. Presset fastholdt de og knap ti minutter efter de kom bagud, fik EfB udlignet. Mark Brink fandt Jacob Lungi Sørensen midt for mål og den unge EfB’er kunne flot udligne til 1-1 med et velplaceret spark.
Efter udligningen kom der mere ro over spillet, og trods et par enkelte mindre EfB muligheder, så forblev det 1-1 til pausen. En første halvleg, der havde budt på godt Esbjergspil med stor dominans, men også en større skarphed fra Skive.
Anden halvleg fortsatte med EfB dominans, men afslutningerne var ikke blevet skarpere. Derfor blev både Mathias Kristensen og Budu Zivzivadze udskiftet efter cirka en times spil. De blev afløst William Møller og Yuri Yakovenko. Førstnævnte blev hurtigt sigtepunktet for flere hjørnespark, men afslutningerne formåede ikke for alvor at true hjemmeholdet.
Med tyve minutter igen tog Jesper Lauridsen chancen direkte på frispark. Det gjorde han fornuftigt, da hans afslutningen snød keeperen og prellede af på det øverste af overliggeren. Men ellers var det yderst sparsomt med fornuftige angreb i nogen af enderne.
I slutfasen blev Anders Dreyer skiftet ind for Oti Essigba. Men det var en anden af indskifterne, der stjal overskriften. William Møller kom med få minutter igen først på et indlæg fra Jesper Lauridsen. Hans hovedstød studsede over i det lange hjørne og så var Esbjerg fB pludselig foran 1-2 til stor forløsning for de tilrejsende.
Til allersidst var Skive tæt på et straffespark, men dommeren var ikke enig med det utilfredse hjemmepublikum. Der kom ikke mere drama og dermed kunne EfB sikre sig en vigtig udesejr, der bringer dem op på fjerdepladsen i NordicBet Ligaen.
”Det var fremragende at komme ind fra bænken og sikre holdet de tre point i dag. Dem kan vi bruge til rigtig meget efter nogle mindre gode kampe,” sagde matchvinderen William Møller kort efter slutfløjtet.
EfB’s næste kamp i NordicBet Ligaen er på søndag, når Nykøbing FC gæster Blue Water Arena kl. 13.45.
Af Anders Kilgast Jensen

Kampen i tal:

Skive IK – Esbjerg fB 1-2
17: 1-0 Thomas Dalgaard
26: 1-1 Jacob Lungi Sørensen
89: 1-2 William Møller
 

EfB’s Startopstilling:

Jeppe Højbjerg
Daniel Anyembe
Marco Lund
Agus Garcia
Jesper Lauridsen
Jacob Lungi Sørensen
Rodolph Austin
Emmanuel Oti Essigba
Mark Brink
Mathias Kristensen
Budu Zivzivadze

Udskiftninger:

Mathias Kristensen
(56. William Møller)
Budu Zivzivadze
(62. Yuri Yakovenko)
Emmanuel Oti Essigba
(84. Anders Dreyer)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 19. oktober - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo