Førstehold

Sort aften for EfB i Viborg

Esbjerg fB tabte fredag med 0-4 på udebane til Viborg FF i en kamp, hvor h0ldet ikke præsterede tilstrækkeligt og samtidig måtte se Rodolph Austin blive udvist efter pausen.

Det blev en trist fredag aften for Esbjerg fB, idet holdet på udebane fik en afklapsning på hele 0-4 af Viborg FF. Ved stillingen 2-0 i anden halvleg fik anfører Rodolph Austin ovenikøbet det røde kort, og derfra forsvandt al spænding om slutresultatet.

EfB åbnede kampen i et højt tempo med masser af aggressivitet i nærkampene, og fik fra første minut trykket Viborg langt tilbage i banen.

Der var således ikke spillet ret længe før holdet kom til den første afslutning ved Yuriy Yakovenko.

Angriberen var gået ned i banen, hvor han modtog bolden og vendte rundt til sin direkte modstander. Yakovenko gik forbi, og kom til afslutning fra feltkanten, men Viborg-målmanden var vågen, og kunne uden de store problemer samle op.

Hjemmeholdet arbejdede sig herefter hurtigt længere frem, og fik skabt lidt ravage i og omkring EfB-feltet uden, at der dog umiddelbart syntes fare på færde.

Derfor kom det også lidt ud af ingenting, at Viborg kunne bringe sig foran med 1-0 efter et kvarters tid.

De grønklædte havde tilraget sig et hjørnespark, som effektivt blev omsat til scoring. En Viborg-spiller fik snittet bolden videre fra forreste område til det bagerste, hvor en holdkammerat umarkeret kunne sætte hovedet på og stange den i kassen.

Nede med en skulle man tro, at EfB’erne var advaret mod Viborg-dødboldene, men sekvensen ved kampens første scoring gentog sig blot 14 minutter efter.

Atter havde værterne nemlig tilspillet sig et hjørnespark, og atter blev bolden servet til forreste område og derfra sendt videre. Trods advarslen tidligere i kampen formåede EfB ikke at forhindre endnu en scoring efter samme koncept, og derfor blev det 0-2.

Herfra var det selvsagt op ad bakke mod rækkens førerhold, og EfB virkede modløse med en lang perlerække af uprovokerede fejl helt frem til pausen.

EfB startede anden halvleg bedre, end første sluttede, og holdet forsøgte med et offensivt udtryk at arbejde sig ind i kampen igen.

I det 50. spilleminut gjorde gode pasninger og kombinationer på Viborgs banehalvdel således positivt i forhold til at blive farlige. 

Nicklas Strunck færdiggjorde det fine angreb med et skud fra kanten af feltet, men bolden gik et par meter over mål.

Efter godt en times spil foretog cheftræner Olafur Kristjansson endnu en dobbeltindskiftning, da Patrick Egelund erstattede Mathias Kristensen og Lasha Parunashvili afløste Joni Kauko, der ligesom Kevin Conboy i første halvleg, måtte gå ud med en skade.

Den fornyede energi fra bænken forsvandt dog hurtigt, idet anfører Rodolph Austin efter 67 minutter fik sin anden advarsel og dermed et rødt kort.

Jamaicaneren blev vist ud efter en situation, hvor dommeren mente, han begik film i Viborgs straffesparksfelt, og reduceret til 10 mand fik EfB endnu sværere ved at bryde den kompakte defensiv op.

Men trods det markante handicap forsøgte holdet at fortsætte med at spille langt fremme på banen i håbet om en reducering.

Den kom dog ikke, og Viborg udnyttede i stedet overtallet til at bringe sig på 3-0 et lille kvarter før tid.

EfB blev fanget i en omstilling, som endte med, at der fra baglinjen blev sendt en bold ind over. Her dukkede en Viborg-angriber op, og han kunne sætte hovedet på og dirigere den i nettet, og så forsvandt håbet hos selv den allerstørste optimist.

Og som om det ikke gjorde ondt nok, så blev det også 4-0 i det 83. minut, da EfB måtte indkassere efter endnu en standardsituation.

Viborg sendte et indkast langt oppe i banen ind i feltet, hvor der efterfølgende opstod klumpspil tæt under mål. 

Denne duel tabte EfB-defensiven, og bolden blev resolut sparket i mål uden chance for Mads Kikkenborg.

Der blev ikke scoret yderligere på en aften, hvor alt for lidt fungerede for EfB i alt for kort tid.

EfB skal i næste runde møde FC Helsingør på udebane.


Resultat:
Viborg FF – Esbjerg fB 4-0 (2-0)

Målscorere:
15′ 1-0 Justin Lonwijk
30′ 2-0 Justin Lonwijk
77′ 3-0 Sebastian Grønning
83′ 4-0 Younes Bakiz

Udvisning:
67′ Rodolph Austin

Startopstilling:
30 Mads Kikkenborg
25 Jeppe Brinch
8 Rodolph Austin
32 Kasper Pedersen
17 Kevin Conboy
19 Nicklas Strunck
3 Simon Bækgård
7 Joni Kauko
26 Mathias Kristensen
10 Jakob Ankersen
23 Yuriy Yakovenko

Indskiftninger:
28′ Daniel Anyembe (Jeppe Brinch)
28′ Clinton Antwi (Kevin Conboy)
62′ Patrick Egelund (Mathias Kristensen)
62′ Lasha Parunashvili (Joni Kauko) 
71′ Andri Bjarnason (Yuriy Yakovenko)

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 6. april - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo