Stor gavmildhed fra Hoffmann-familien vækker glæde i EfB
Det er med stor glæde og taknemmelighed, at bestyrelsen i EfB Elite A/S kan offentliggøre en stor, ekstraordinær økonomisk støtte fra Hoffmann-familien og Johan Hoffmann Fonden.
Støtten vil begunstige EfB på følgende måde og områder:
- 1. Støtte til ansættelse af 3 nøglemedarbejdere, som skal understøtte det sportslige set-up, for en 3-årig periode fra 2025-2027 med mulighed for forlængelse af støtten fra 2028, hvis byen fortsætter opbakningen til et lokalt ejerskab af EfB
- 2. Et sponsorat til akademiet på 1 mDKK om året i 2025-2027
- 3. Gældseftergivelse af lån på knap 1 mDKKm der blev etableret under rekonstruktionen
- 4. Understøttelse til etablering af kvindefodbold i EfB med 500.000 kr. om året i 2025-2027, hvis EfB inviterer Varde IF’s kvindehold til fusionsdrøftelser og etablerer en fælles eliteklub
- 5. Økonomisk støtte til EfB-moderklub med henblik på at sikre balance i amatørklubbens økonomi
Samlet set vurderes støtten til at have en samlet økonomisk værdi for EfB – over de kommende tre år – i niveauet 12 millioner kr.
På vegne af bestyrelsen udtaler bestyrelsesformand Flemming Enevoldsen:
– Det er utvivlsomt en stor og uventet julegave. Hoffmann-familien har sammen med mange andre allerede ydet meget stor støtte til genrejsningen af EfB. Og med denne uventede ekstra støtte giver det os bedre mulighed for at indfri håbet fra alle EfB-fans om at forberede rejsen tilbage til Superligaen og skabe et fodbold-“powerhouse” i Sydvestjylland – nu også med kvindefodbold og en styrkelse af akademiet.
– Direktøren i Hoffmanns familieselskaber har overfor mig oplyst, at støtten ydes for at give bestyrelsen mulighed for at arbejde langsigtet og kortsigtet samtidig. Endvidere glæder man sig over, at ejerskabet til klubben igen er lokalt – støtten er derfor også en tak til de mange, der har bakket op om processen og klubben i det hele taget.
– Vi har hidtil været fokuseret på at skabe balance mellem økonomi og de sportslige resultater. Og det vil fortsat være i fokus. Med denne saltvandsindsprøjtning har vi mulighed for at investere i organisationen og dermed sætte yderligere skub på den positive udvikling, der er skabt omkring EfB. Det betyder jo bl.a., at vi får mulighed for at udvide ledelsen med en sportschef, som er nødvendig i Superligaen – når vi finder at timingen er rigtig til det.
– Der skal herfra sendes en dybtfølt tak for støtten og opbakningen.