Førstehold

Triumf i Tyskland for Lucenas tropper

Det kommende U17-hold vandt henover pinsen en U16-turnering i Tyskland efter sejre mod hold som HSV, Mönchengladbach og Hellas Verona.

Der var store hold på deltagerlisten, da der i pinsen blev spillet U16-turnering i Tannenhof lidt udenfor Düsseldorf. Fælles for dem alle var dog, at de måtte se EfB løfte pokalen efter en finalesejr over italienske Hellas Verona, og træner Jerry Lucena var på alle måder godt tilfreds med udbyttet af den stærkt besatte turnering.
– Faktisk samtlige spillere fik vist sig godt frem, og det var spændende at se både dem, som jeg kendte i forvejen, og dem som jeg ikke kendte så godt. Nu fik vi dem blandet sammen, og jeg må erkende, at det ser spændende ud i forhold til den kommende U17-trup, som skal bygges på dem her, og så ellers krydres med lidt flere, konstaterer Jerry Lucena, der kan se, at deltagelse i internationale turneringer giver flere værktøjer til de unge spillere.
– Først og fremmest er vi på en tur sammen, hvor vi er mere intenst sammen som hold, og det gør, at vi lærer hinanden at kende, og det er altid godt for et hold. Vi møder også andre stilarter, når vi spiller mod hold fra Tyskland, England og Italien, og det er sundt for drengene at møde noget andet, end de er vant til, fastslår Jerry Lucena, som kunne se holdet vinde over HSV og Mönchengladbach efter straffespark i både kvartfinalen og semifinalen. Inden da havde gruppespillet budt på kampe mod lokale Tannenhof og Düsseldorf samt engelske Blackburn.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 22. februar - kl. 13.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo