Kampreferat

Trods nederlag i premieren: EfB viser sig godt frem

Esbjerg fB leverede søndag en god indsats i sæsonpremieren hjemme på Blue Water Arena mod Lyngby BK, men måtte alligevel forlade banen uden point efter et 0-2-nederlag. EfB brændte et straffespark i anden halvleg.

Godt bakket op af publikum fik Esbjerg fB en god spillemæssig sæsonstart hjemme på Blue Water Arena mod Lyngby BK, men trods de fine takter vandt gæsterne alligevel med 2-0. Andreas Lausen havde mulighed for at udligne til 1-1 i anden halvleg, men overplacerede sit forsøg fra straffesparkspletten.

Kampen startede i et højt tempo fra begge mandskaber, og EfB spillede friskt til frem ad banen.

Julius Lucena, der startede helt fremme, fik således en dyb bold at løbe på efter godt fem minutters spil, men Lyngby-målmanden kom ud af feltet, og fik clearet.

Efter ni minutter skabte EfB en god mulighed, da Peter Bjur blev sendt ned i hjørnet.

Kantspilleren tog bolden ned med største selvfølge, og serverede den i modsatte side for Lucas From, der i fri position flugtede mod fjerneste hjørne.

Desværre for EfB strøg bolden dog lige akkurat forbi fjerneste opstander.

From skulle få et lignende forsøg efter et kvarters spil, da Lasse Vigen fra baglinjen sendte et indlæg ind over.

EfB’s nummer syv flugtede til bolden første gang med stor kvalitet, men Lyngby-målmanden kom fantastisk godt ned, og fik reddet på målstregen.

Andreas Lausen tog sig kort efter af et frispark fra distancen.

Selvom afstanden umiddelbart virkede uoverskuelig, så fik midtbanespilleren hamret et skud afsted med høj kvalitet, men Lausen måtte dog se bolden ende i nettaget.

Gæsterne fra Lyngby havde svært ved at komme igennem det aggressive EfB-pres, men når det lykkedes gæsterne at udfordre bagkæden, var målmand Kasper Kristensen på plads med god forudseenhed.

Da der var spillet knapt en halv time faldt kampens første scoring, da Lyngby bragte sig foran med 1-0 efter en større tilfældighed.

Udeholdet satte en omstilling i gang, og fik plads i EfB’s venstre side af banen til at sende et fladt indlæg ind i feltet.

Det kom en modstander løbende lige ind i til afslutning.

Bolden ramte en EfB’er undervejs mod mål, og skiftede retning lige over i fødderne på en Lyngby-spiller, der tørt huggede den i nettet.

Det var som om, at scoringen imod tog en del af pusten hos EfB, der ikke for alvor formåede at presse Lyngby mod slutningen af første halvleg.

Cheftræner Sancheev Manoharan valgte i pausen at foretage en enkelt ændring, idet Mikail Maden fra anden halvlegs start erstattede Marcus Hansen.

EfB kom fint ud til de sidste 45 minutter, og der var ikke spillet ret længe, før Lausen tog et godt drev frem i banen.

Han afsluttede fra 16-17 meter, men Lyngby-målmanden var på plads, og kom sikkert ned og fik reddet.

Udeholdet ville dog også spille med, og formåede at komme længere frem end før pausen, hvilket gav mere spil på EfB’s banehalvdel.

Jakob Ankersen kom ind fra bænken efter knap en times spil i stedet for Lucena, der havde kæmpet en brav kamp fra sin angrebsposition.

EfB fik stille og roligt erobret initiativet i opgøret tilbage, og sat Lyngby under et tryk.

Da der var spillet 68 minutter fik holdet tildelt en af spillets største chancer, da dommeren pegede på straffesparkspletten i en situation, hvor Lausen blev væltet ulovligt.

Han tog sig selv af forsøget fra 11-meterpletten, men overplacerede skuddet således, at bolden desværre strøg et godt stykke over mål til stor ærgrelse for hovedparten af de 3.615 tilskuere.

Tim Freriks kom ind fra bænken kort efter for at være med til at drage nytte af det tag, EfB havde Lyngby under.

Også Patrick Tjørnelund og Noah Strandby blev sendt i aktion mod slutminutterne, hvor holdet med lidt mere direkte spil forsøgte at sætte sig på Lyngby-feltet.

Det efterlod selvsagt en del plads den anden vej, og det udnyttede Lyngby effektivt to minutter før tid i en omstilling til at score til 2-0.

Da punkterede spændingen om udfaldet reelt, og selvom EfB kæmpede til sidste fløjt, var der ikke point at hente i en ellers spillemæssig fin sæsonpremiere.

EfB spiller hjemme igen lørdag kl. 14.00, når Hvidovre IF kommer på besøg.

Næste Hjemmekamp
lørdag d. 26. juli - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo