Førstehold

U17 vandt 3-1 mod OB

Esbjerg fB U17 tog alle tre point i Odense, da OB tog imod vestjyderne på det fynske. EfB vandt 3-1 på mål af Leveaux og Dalügge, mens den tredje scoring var et selvmål fra hjemmeholdet kort inden slutfløjtet lød.

Jerry Lucenas U17-talenter fra EfB Akademi indledte kampen mod OB rigtig fint lørdag eftermiddag på banen i Ådalen, hvor OB dog stod for kampens første mulighed. Et spark fra en spids vinkel sad lige på målmand Jesper Sørensen, som viftede skuddet tilbage i spil igen.
Herefter tog EfB over og havde flere fine aktioner i det offensive, som udmøntede sig i to kvalificerede forsøg, der begge røg tæt forbi rækværket. Efter et kvarter blev det dog til en fortjent scoring, da Noah Leveaux flot rundede keeperen, inden han trillede bolden i det tomme mål til en 1-0-føring.
I de næste tyve minutter var der et par løse muligheder i begge ender – dog blev det aldrig for alvor farligt før det sidste spilleminut af første halvleg. EfB satte en omstilling i gang og spillede slutteligt angriber Zean Dalügge helt fri med en flot stikning, hvorefter han udplacerede OB’s keeper med scoringen til 2-0.
Kort efter pausen var OB tæt på at reducere, men indlægget fra modsatte side blev ikke omsat til en scoring. Reduceringen til 1-2 blev dog en realitet efter en times spil, idet Jakob Martinsen flot trak ind i feltet og afsluttede mod det lange hjørne.
I minutterne herefter var det tæt på endnu en vestjysk scoring, da et skud fra distancen var tæt på at stryge i nettet. Forsøget tvang OB’s sidste skanse ud i fuld rækkevide for at afværge.
I de efterfølgende tyve minutter forsøgte begge sig med et par løse chancer, men hverken OB eller EfB bød sig for alvor til på det offensive parameter.
Vi skulle derfor helt hen mod slutningen af kampen før det blev afgjort, da OB’s keeper fumlede med bolden foran eget mål. Målmanden forsøgte sig med en skudfinte, da EfB pressede op, men den kiksede og bolden endte altså på forunderlig vis i eget net.
EfB vandt dermed fortjent 3-1 ude mod OB.


Resultat
OB U17 – Esbjerg fB U17 1-3 (0-2)
Målscorere
16′ 0-1 Noah Leveaux
44′ 0-2 Zean Peetz Dalügge
62′ 1-2 Jakob Breum Martinsen
90′ 1-3 Marcus Ryu Alstrup (selvmål)
Startopstilling
1. Jesper Sørensen
2. Oliver Svendsen
3. Aske Thorsen
4. Mathias Lønne
6. Andreas Troelsen
8. Marcus Kristensen
11. Zean Peetz Dalügge
13. Frederik Ehrhorn
15. Noah Leveaux
19. Gustav Jensen
22. Malthe Kristensen
Indskiftninger
68′ Lasse Lauridsen (Gustav Jensen)
89′ Vinh The Van (Noah Leveaux)
90′ Malthe Kilmark (Frederik Ehrhorn)

Næste Hjemmekamp
søndag d. 3. november - kl. 14.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo