Førstehold

Vind vil lukke sæsonen godt ned

Esbjerg fB lukker onsdag aften sæsonen ned med en hjemmekamp på Blue Water Arena imod FC Helsingør. Vikarierende cheftræner Lars Vind håber mange mennesker vil komme på stadion og bakke holdet op og dermed være med til at runde sæsonen godt af. 

Onsdag aften kl. 19.00 spiller Esbjerg fB den sidste kamp i 1. division i denne sæson, når FC Helsingør gæster Gl. Vardevej.

Vikarierende cheftræner Lars Vind kigger med glæde frem til kampen, og han håber, at mange esbjergensere vil dukke op på Blue Water Arena og sende holdet godt på ferie.

– Vi glæder os helt vildt til at komme ud og spille, og endnu engang kommer det til at handle om at bygge på spillestilen frem mod den kommende sæson. Det er fortsat nyt for os, og det sidder ikke i benene henover natten, men vi er kommet et stykke vej, synes jeg.

– I fredags mod HB Køge viste vi især i første halvleg et godt udtryk og en løbevillighed for hinanden, som pegede den rigtige retning. Det vil vi gerne gentage onsdag aften, og forhåbentligt vil mange EfB-fans købe billet til kampen og støtte spillerne.

– Før kampen bliver Sæsonens Spiller hyldet på plænen, ligesom vi skal ønske nogle held og lykke fremover og få sagt pænt tak for indsatsen i den blå-hvide trøje, og jeg vil opfordre til, at så mange som muligt tager på stadion og bakker holdet op en sidste gang inden sommerferien, siger han.

Han forudser et underholdende opgør mod en svær modstander, der ligesom EfB også gerne vil spille frem ad banen.

– Helsingør er et rigtig godt fodboldhold, der med fart og tempo kan gøre ondt på alle hold, og de har en offensiv tankegang på banen. Det har vi også, så jeg tror, at det kan gå hen og blive helt sjovt at kigge på for tilskuerne.

– Det bliver en spændende udfordring for os, men vi vil gå ud give alt for en sejr at lukke sæsonen ned på. Det er vigtigt for os at gå på ferie med en god følelse, og det skal vi vise, at vi mener, slutter Vind.

Kamptruppen udtages efter tirsdagens afsluttende træning.

>> Køb billet til kampen her

Næste Hjemmekamp
fredag d. 26. april - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo vs logo