Klub

Efterår med fremgang: Kalt gør halvvejsstatus

Esbjerg fB har netop afsluttet efterårssæsonen i 2. division, og bestyrelsesformand Michael Kalt gør status på de 16 første kampe, som han overordnet set er tilfreds med på mange områder. Oprykning til sommer er fortsat det eneste fokus, og planen er at forstærke holdet i januar.

Præcis halvdelen af sæsonen i 2. division er spillet og vinterpausen er indtruffet med det resultat, at Esbjerg fB er med helt fremme i tabellen og overvintrer på en oprykningsgivende plads efter 11 sejre i 16 kampe og hele 38 scorede mål. Også uden for banen har der været positive vibrationer, og bestyrelsesformand Michael Kalt glæder sig over fremgangene i sin midtvejsstatus.

Sportslig fremgang

Før sæsonen gik i gang var det ambitionen at samle et slagkraftigt hold og tilføre forstærkninger for at styrke konkurrencen om spilletiden i bestræbelserne på at indtage en topplacering, og Kalt er tilfreds med, hvor langt trænerteamet og spillerne er nået på relativt kort tid.

– Da vi tog hul på sæsonforberedelserne i sommer var det med det sigte, at vi hurtigt skulle etablere os i toppen af rækken, hvilket var lettere sagt end gjort med tanke på, at vi kom fra en stor nedtur i maj, havde fået ny cheftræner og skiftet ret markant ud i og forynget spillertruppen.

– Vores fodboldstrategi blev der ikke ændret på, og det handler således fortsat om, at vi gerne vil spille frem ad banen, når mulighederne opstår i kampene, fordi det er det, vi tror på, og det er den vej trænerteamet og spillerne hver dag arbejder på. Men det er vigtigt at huske på, at ting tager tid, og at vi altså kun har været i gang i få måneder, så med det in mente, synes jeg, vi er nået langt.

– Gennemsnitsalderen i førsteholdstruppen er blot 22 år, og det er et bevidst valg i forhold til strategien. Rigtig mange af spillerne indeholder et stort potentiale, og vi tror på, de vil blive bedre og bedre jo flere kampe, der kommer på CV’et. Jeg ser alle vores kampe, og det er tydeligt, at der er sket en positiv udvikling hos mange fra vi startede sæsonen til nu, og alle er de blevet erfaringerne rigere.

– På trods af de skuffende resultater i årets to sidste kampe så gør det ikke noget ved helhedsindtrykket. Vi har hentet flere end to point i snit pr. kamp og præsteret godt resultat- og spillemæssigt mod de øvrige tophold i rækken, hvilket må siges at være godkendt.

– I den ligning er det desuden vigtigt at huske på, hvor vi kom fra i sommer, og jeg synes, at alle i og omkring EfB har omstillet sig på flotteste vis og taget arbejdshandskerne på og valgt at kigge frem i stedet for at kigge tilbage.

– Når det så er sagt, så er vi bevidste om, at der er lang vej endnu, og vi har stor respekt for, at der er tre-fire andre hold i rækken, der også har leveret resultatmæssigt på et højt niveau. Det får os dog ikke til at ryste på hånden, men vi kommer til at gå ydmygt ind til forårssæsonen med bevidstheden om, at der skal arbejdes hårdt for, vi sammen kan fejre en oprykning på Blue Water Arena til sommer.

– Om lidt åbner transfervinduet, og vi har en plan om, vi skal komme styrket ind til foråret. Vi er meget tilfredse med vores nuværende trup, men er samtidig ambitiøse, så vi kommer til at være aktive i januar. Der pågår allerede snakke og møder, og så må tiden vise, hvor vi lander, men ingen skal være i tvivl om, at vi ønsker at forstærke os, siger han.

Kommerciel udvikling og genfundet interesse

Uden for banen mener bestyrelsesformanden også, at det har været et godt halvår, hvor der er blevet gentegnet mange og etableret nye sponsorater, ligesom der på Blue Water Arena har været en flot tilskuerudvikling sammenlignet med samme periode i fjor. Og særligt de 1.000 abonnementskortholdere imponerer Kalt.

– Først og fremmest er jeg meget, meget imponeret af den store opbakning, der er til EfB. Klubben er en vigtig institution for byen og området, og det bliver jeg også mindet om hver gang, jeg er i byen, og taler med sponsorer, fans og andre interessenter.

– Jeg kan også mærke det gennem skærmen, når jeg ser kampene og ser de mange mennesker på stadion. Det glæder mig oprigtigt, at fodboldinteressen er støt stigende, og at der flere gange har været over 3.500 tilskuere til kampene, er jeg meget ydmyg og glad for på holdets og klubbens vegne.

– Ikke mindst er det imponerende, at over 1.000 fans har bibeholdt deres abonnementskort og valgt at støtte holdet og EfB. Tak.

– På sponsorsiden kan jeg sende de samme rosende ord afsted, for her er ønsket om at være en del af klubben og netværket også stort. For eksempel var alle vores skyboxe udsolgte til store dele af efteråret, og over 800 mennesker var på plads i loungen til årets sidste kamp.

– Når der er mange mennesker på Blue Water Arena, så er det hele bare lidt sjovere for alle, og vi vil gerne have mange gæster på vores flotte stadion. Vi er bevidste om, at det ikke kommer ud af det blå, og at spillet på banen og resultaterne skal være der, ligesom kampoplevelsen skal udvikles de kommende år.

– Vi tager det skridt for skridt, og glæder os her halvvejs i indeværende sæson over, at nogle af de initiativer vi har søsat i efteråret uden for banen, er blevet taget så godt imod, slutter han.

Næste Hjemmekamp
søndag d. 23. februar - kl. 19.00
Blue Water Arena
Køb billet
logo - logo